@Rasmus:
Hej igen…. jeg mente eller skrev heller intet om hverken Arkitektforeningen eller ‘Arkitekten’. Det fik jeg vist stukket i skoen, Rasmus :-). Jeg beklager, hvis jeg ikke fik forklaret mig godt nok. Her kommer en ang smøre, der måske bedre forklarer min pointe (forhåbentligt):
Jeg mente bare, at der nogle gange mangler overensstemmelse mellem hvad arkitekter, altså den enkelte arkitekt, siger de vil lave for noget arkitektur og byplanlægning – og hvad slut-produktet så egentlig ender med at blive. Eksempelvist er der mange arkitekter der siger, de vil lave byliv, men ender med at lave huse, der ikke indbyder til byliv overhovedet, men derimod skræmmer mennesker, der kunne færdes omkring huset, væk.
Og grunden til at jeg næver det, som eksempel, er blot, at mange arkitekter netop taler om byliv og bæredygtighed. Og siger, at deres slutprodukt kan skabe byliv og er bæredygtigt. Og det tror jeg virkelig også at de håber, det bliver. Men ofte ender det helt anderledes. Og det er da et problem. Særligt for arkitekternes kommunikation, hvis den skal virke troværdig.
Ofte er det jo faktisk ikke arkitekters skyld, som jeg ser det. Der er så mange aktører i en byggeproces, at der er svært at styre slutproduktet udelukkende i den retning, som arkitekten ønsker. Men så er vi også inde ved kernen: Hvis man ikke kan lave et slutprodukt, der er fuldstændig i overensstemmelse med dét, som man siger/lover….skal man så overhovedet kommunikere det – eller skal man kommunikere lidt mere realistisk? Var det ikke bedre at kommunikere ærligt, hvor meget arkitekturen kan bidrage med, men også, hvad arkitekturen ikke kan bidrage med?
I kommunikationsbranchen tales der meget om autentisk kommunikation for tiden. Om, at man skal skære ind til benet og ikke love mere end man kan og er (tænk blot på bankerne). Dét, tænke jeg blot kunne redde arkitekters røv (så de f.eks. ikke blev underbetalt og uretfærdigt behandlet i alle de prækvalifikationer og konkurrencer, hvor de nærmest arbejder gratis). Måske skulle man skære ind til benet, flytte ‘børnene der flyver drager’ ud af renderingerne og i stedet, med en no-bullshit-approach fortælle om og tegne hvad arkitektur kan love. Og intet mere. Det ville gøre, at de stod stærkere og ikke var så udsat for kritik, ganske enkelt fordi de dermed ville virke mere troværdige.
Håber i øvrigt det går godt i Århus. Kh B
